Spareribs Asado

Sværhedsgrad:

Forberedelse: X min

Tilberedning: X min

Opskriften er ikke så meget en opskrift, som det er en teknik. Det handler grundlæggende om at få fat i et stykke kød, som kræver lang tids tilberedning og har en god fedtmarmorering. Økologisk, synes jeg. Fire pinde fra skoven, størrelsen afhænger af størrelsen på din steg. Og så skal der laves en chimichurri, og her kan du bare prøve dig frem med hvad du synes smager godt – min bestod af persille, hvidløg, hvid peber, olivenolie, vand og masser af salt, men man kan sagtens tilføje alt muligt andet.

Ingredienser

Kødet

En steg, fx. økologiske spareribs

"Tryllestav"

1 bdtRosmarinkviste
1 bdtLaurbærkviste

Chimichurri

1 bdtPersille
1Helt hvidløg
1 spskHvid peber
2 dlOlivenolie
0.5 literVand
Godt med salt

Desuden

4 stkGrene, 1 lang og 3 mindre
Snor og ståltråd
Brænde til dit bål

Fremgangsmåde

Tænd et bål.

Find fire friske pind i skoven og fjern barken (det er mest af hygiejnemæssige årsager). Læg tre mindre pinde på tværs over en længere og bind dit kødstykke fast med metaltråd.

Nu handler det om at få mast pinden ned i jorden, så den kan læne sig ind over flammerne fra dit bål. Tommelfingerreglen er, at du lige akkurat skal kunne holde din hånd foran kødet i 15 sekunder – hvis du kan holde den i længere tid, er kødet for langt fra. Sådan skal det nu hænge og stege i 5-6 timer.

Lav en ”tryllestav” ved at binde rosmarin- og laurbærkviste fast til en pind.

Lav din chimichurri – prøv dig frem med din egen version eller brug min: Blend persille, hvidløg, hvid peber, olivenolie, vand og masser af salt.

Nu skal du væbne dig med tålmodighed, for dine spareribs skal gerne have ca. 5 timer over bålet. Imens kan du passende nippe en eller anden form for alkoholisk drik, mens du indimellem rejser dig fra din trone og velsigner dit værk som en anden Masai-høvding ved at dyppe tryllestaven i chimichurrien og slaske det udover kødet. Alt dette, mens du med et venlig og bestemt tonefald insisterer på at ”sådan skal det være” overfor din ægtefælde.

Når spareribsene er færdige, fjernes de fra pinden ved at klippe ståltråden af og serveres med grønt, som evt. kan grille med på bålet de sidste minutter. Jeg smed en 10-12 kartofler ind i gløderne og lod dem ligge, til de var møre.

God fornøjelse!

Flere spændende opskrifter