Ny Democratic Coffee åbner i Viktoriagade

Tekst & foto: Monica Grue Steffensen - mandag d. 13 august 2018

Københavnerne, der førhen måtte stille sig tilfredse med et halv-trist avislæselokale, kan takke Oliver Oxfeldt for, med store ambitioner for både god kaffe og croissanter, at åbne kaffebar på Hovedbiblioteket tilbage i 2011. Det gik jo meget godt—i 2015 vandt Democratic Coffee nemlig titlen som Danmarks bedste croissant.

Læs også vores artikel om Oliver og Democratic Coffee: Fra computerskydespil til kaffe og croissanter

Og i dag har Democratic altså fået sig en lillebror; den ligger i Viktoriagade, grænsende op mod Halmtorvet: “Det er et spændende område. Forhåbentlig bliver det et lille, civiliseret rum—placeret lige midt imellem to af nabolagets fikserum—hvor man kan få sig en god kop kaffe” siger Oliver.

Og hertil bliver croissanterne dagligt bragt til caféen, så man også her kan nyde den famøse mandelcroissant.

Det er på tide, at Vesterbro får sig en specialkaffebar til. I lang tid har det kun været Prolog, der har forsynet vesterbrogenserne med kvalitetskaffe—og croissanter fra Il Buco.

Kaffebaren har hjemme i et lille lokale, der før husede et mindre kontorfællesskab. Det eneste, der er bevaret er gulvet, hvor man kan se afmærkningen fra der, hvor der plejede at stå en bar med en espressomaskine. Lokalet er smagfuldt indrettet, og her er, i højere grad end på den minimalistisk indrettede adresse i Krystalgade, leget med pastelfarver og skandinavisk hygge-stemning.

Fra bordet bagerst i kaffebaren kan man nyde udsigten til den grønne gård, men kaffen kan også indtages udendørs ved små borde på fortovet.

Democratic Coffee udenfor

~ Fin ~

Flere spændende artikler