Lille Bakery

Tekst & foto: Monica Grue Steffensen - lørdag d. 4 august 2018

København nyder godt af den bølge af gourmetbagerier, der vælter ind over byen i disse dage. Også Refshaleøen kan nu prale af at huse en af byens måske bedste af slagsen: nemlig Lille Bakery, der åbnede for knap en måned siden på Refshalevej.

Man skulle næsten tro at samtlige danske gourmetkokke havde slået hovederne sammen og sagt: “Hey, hvad med at vi alle åbner hver vores lille bageri?”—den ene stjernekok efter den anden åbner nemlig små bagerier på kryds og tværs af byen, og får alle os brød- og wienerbrødsglade københavnere til, med stor entusiasme, at hoppe på cyklen og krydse byen for en god croissant eller surdejsbrød. Og nu er det altså Refshaleøen, der har fået glæden af at byde et sådan bageri velkommen. Lille Bakery, hedder det, og det er tre sympatiske, unge mennesker, der alle har arbejdet på 108, der sammen driver bageriet. Allerede nu tiltrækker adressen en strid strøm af mennesker fra nær og fjern, og med den passionerede Jesper Gøtz som bageriets hovedperson, er det ikke så mærkeligt. Bag garageporten på Refshalevej gemmer sig et stort, lyst lokale med højt til loftet—også bogstaveligt talt.

Hver dag er Jesper opfindsom med dagens brød, som f.eks. kan være græskarbrød, olivenbrød, kartoffelbrød med rosmarin, og andre lækre typer brød, der alle er lavet på gode råvarer. Og udover at købe brødet med hjem, som fra et almindeligt bageri, kan man også tage plads ved langbordene og nyde en kop kaffe, et glas vin, samt enkle, men lækre og yderst veltilberedte småretter til morgen og frokost.

Planen er også at afholde et par ugentlige middage, hvor fokus er på lokale, økologiske råvarer, fisk og skalddyr. I sommermånederne fungerer græsplænen udenfor bageriet som et lille lounge-område med paller, hynder og solstole, hvor folk også kan mæske sig i det kombinerede bageri og cafés udbud mens de slænger sig og nyder den danske sommer.

Lille Bakery

Efter snart et årti, hvor københavnerne er blevet spist af med dyrt bake-off fra Lagkagehuset og co., er tiden moden til at Lille Bakery og andre gourmetbagerier kommer til, så danskerne igen kan genopdage friskbagt brød, bagt med kærlighed og kvalitetsingredienser. Og Lille Bakery er en forfriskende newcomer på Københavns tiltagende gourmet bageriscene—her bliver tingene ikke taget så højtideligt; lokalerne er rå og indrettet med forskellige håndplukkede loppemarkedsfund, og så er bageri ét med caféområdet, hvor folk kan sidde og indtage brød og kager imens de ser på at det bliver bagt: en tendens, der går hånd i hånd med det fokus på bæredygtighed, ærlighed og transparens, man længe har set indenfor den ny-nordiske madkultur. Lille Bakery lægger desuden stor vægt på at alle skal have råd til godt brød, og deres priser er derfor en anelse lavere end de er hos en række af byens andre topbagerier.

Lille Bakery serverer kaffe på bønner fra Prolog, og er man ikke til kaffe, sørger Lille også for dem, der f.eks. hellere vil nyde en kop te eller saft.

Lille-teamets dedikation og kærlighed til projektet skinner igennem—og vigtigst af alt kan det smages.

Lille Bakery - Jesper Gøtz

Lille Bakery atmosfære

~ Fin ~

Flere spændende artikler