Fra computerskydespil til kaffe og croissanter

Tekst & foto: Monica Grue Steffensen - lørdag d. 7 juli 2018

Indtil 2011 arbejdede Oliver Oxfeldt med at markedsføre computerskydespil—eller, som han selv kalder det; mordsimulatorer—, og i 2015 vandt han prisen for Danmarks bedste croissant.

De fleste københavnere kender Democratic Coffee. Med den ultimative beliggenhed på Hovedbiblioteket i Krystalgade har kaffebaren vundet Københavnernes hjerter, der før måtte stille sig tilfredse med et trist, lille avislæselokale.

“Min familie og jeg var ude at gå, og da vi skulle finde noget mad til vores datter gik vi på Hovedbiblioteket. De havde lige renoveret det tidligere avislæselokale, og forpagteren var ikke gearet til at drive café, så den blev sat i udbud. Det fandt jeg ud af samme dag og valgte så at søge det.”

På det tidspunkt var Oliver klar til at starte sit eget. En kaffebar gav mening fordi han altid havde været glad for mad og kaffe, og så muligheden for at overraske sine medborgere med en usædvanligt god kop kaffe serveret med en lige så velsmagende croissant.

“Som udgangspunkt var tanken, du ved, her er der et marked for en rigtig god croissant og en rigtig god kop kaffe. Det skulle bare være totalt billigt og totalt godt. Folk skulle virkelig få sig en overraskelse når de kom ind med lave forventninger til biblioteks-caféen.”

Da Democratic Coffee åbnede i 2011 indrømmer Oliver at han kæmpede med kvaliteten af croissanterne, men i dag holder han niveauet, og mange af hans erfarne branchekollegaer fremhæver fortsat Democratics croissant som en af byens absolut bedste. “Nogle dage er jeg direkte tilfreds med croissanterne” siger den ydmyge herre, der nørder både hans kaffe og croissanter til den helt store guldmedalje. Hver eftermiddag kan man spotte ham i ude i baglokalet, hvor han står og tilbereder croissanterne til morgendagens bagning. “Det er en kamp af en proces for at de skal stå snorlige” fortæller han, og beskriver hvordan også årstiderne spiller ind i forhold til at opnå den helt rigtige smag og konsistens: “Om sommeren er det svært at lave gode croissanter, fordi her bliver så varmt herinde. Her skal vi være ekstra hurtige pga. smørrets temperatur.”

I 2015 vandt Democratic Coffee, da et hold af topkokke blev sammensat af Børsen, og fik til opgave at kåre landets bedste croissant.

Oliver køber små partier af grønne bønner fra indkøberne Nordic Approach og 32Cup, der fokuserer på nichebetonet kaffe i mindre partier. “Når der er frisk etiopisk, så har vi frisk etiopisk, osv.” fortæller Oliver om hans sæsonbestemte udvalg af kaffe i caféen.

Tidligere har han ristet på The Factory i Refshalevej, men i dag rister han hos den nyåbnede kaffebar Andersen & Maillard på Nørrebro. “Det meste af tiden er kaffen rigtig frisk, og så har vi adopteret Drop Coffees (Stockholm) stil, og kører med én rist til både filter og espresso.” Oliver forklarer, at han ikke ønsker at pakke kaffen ind i nogen ristekarakter, men i stedet ønsker at fremhæve kaffens egnstræk. “Vi prøver at skabe en distinkt stil ved en tilstrækkeligt udviklet kaffe til at man kan brygge den begge steder, balanceret med masser af sødme.”

I slutningen af juli udvider Oliver med ny kaffebar på Vesterbro. “Den kommer til at ligge i et ret spændende område. I den ende af Victoriagade, der ligger ned mod Halmtorvet. Forhåbentlig bliver det et lille, civiliseret rum—placeret lige midt imellem to af nabolagets fikserum—hvor man kan få sig en god kop kaffe.”

~ Fin ~

Flere spændende artikler